Sidste sommer fik vi en forsmag på hvad Buddhi Camp kan. Derfor glæder vi os til at kunne åbne dørene op for 5 ugers camp henover sommeren.

Vi åbner dørene for Buddhi Camp mandag den 5/7-2021
og lukker ned igen søndag den 8/8-2021.

Buddhi Camp handler om at skabe en ny måde at leve og mødes på. Målet er at opdatere de sociale relationer, så der bliver frigivet energi til at bryde med gamle vaner, så vi kan leve mere bæredygtigt og socialt ansvarligt.

Der vil være daglig morgen-yoga, meditation, børneaktiviteter og fast workshop omkring det Integrale System. Programmet for børneaktiviteter er ikke fastlagt endnu, men det kommer. Som udgangspunkt kommer børne aktiviteterne til at ligge samtidig med de faste Integrale workshops, så børnene kan få en forældre pause, mens de voksne får ro til at få lidt guf til hjernen. Både børne aktiviteter og workshops varer 100 minutter.

Uge 27 og 28 bliver en særlig uge for KIDSVILLE, hvor det bliver specielt i børnenes tegn.

Udover et workshop forløb omkring det integrale system, så skal vi i uge 27 og 28 bygge Kidsville… Vi har en masse gamle campingvogne som vi vil omdanne til Kidsville, de skal males i skønne farver, have stakit, lyserøde flamingoer og alt muligt andet lækkert, så vi har et område, hvor børnenen har været med til at sætte deres præg og har plads til at boltre sig. Så har du lyst til en aktiv ferie med dine børn, hvor der er plads til fællesskab, kvalitetstid med familien, kreativ udfoldelse, og en smule børnemagt, så er det uge 27 eller 28 I skal komme på Buddhi Camp.

I år bliver Buddhi Camp på ugebasis fra mandag til søndag. Det gør vi for at skabe et kontinuerligt integralt forløb for alle med samlet start og slut. Men fortvivl ikke, hvis du ikke har mulighed for at deltage en hel uge, vil det også være muligt at komme i færre dage, og få en fornemmelse af hvad stedet kan.

Du har mulighed for at komme med eget telt eller opgradere oplevelsen i et af vores smukke Bell telte, der er indrettet med rigtige senge, dyner og puder.